mandag den 29. september 2014

3 cases

Samme bolig - 3 indretninger. Plancherne lavede jeg i forbindelse med et salgs-event i Køge. Tanken var at visualisere hvordan forskellige familier kunne indrette sig i netop denne rummelige bolig, som var en udfordring på grund af det meget store fælles rum med stue, spisestue og køkken i et. 

Kig med her og få en fornemmelse af hvordan samme bolig kan tilpasses forskellige familie-mønstre.  Se mere om projektet her.
Family - children - patchwork-family

Young in love - easy living - urban style

Young at heart - enjoy time and space

søndag den 28. september 2014

Burger doodles

Nu er det tilladt at tegne og male med tusser på væggene. Hvem har ikke drømt om det som barn. Børn og barnlige sjæle kan med dette sjove tapet selv skabe farverige og dekorative vægge - hvor kun fantasien sætter grænser.

Burgerdoodles Colour-In Wallpaper

Der er brug for både kreativitet og fantasi - og det ser ud til at være en hyggelig og afslappende aktivitet med en masse timers leg og fordybelse. Det må være en stor glæde at skabe sine egne vægge. 

Burgerdoodles Colour-In Wallpaper
Det er ikke så tit at jeg poster noget om børneværelser, men det her appellerer til mig. Jeg har selv været en af dem der malede og tegnede på væggene, så det her kunne være løsningen. Hva gør man ellers, når man som barn bare gerne vil udfolde sin kreativitet?

Burger Mash Colour-In Wallpaper



onsdag den 17. september 2014

Workshop om indretning

Så blev workshop-forløbet om indretning skudt i gang. Holdet er booket, og 10 friske og fantastiske kvinder har meldt sig til alle 5 workshops. Vi startede i lørdags med første tema: Ukompliceret Indretning - med fokus på at gøre indretningen enklere, og alligevel skabe personlige hjem..
Det foregår via  FOF i Køge Bugt. Der kommer nye forløb til foråret - også andre steder på Sjælland. Sig til hvis du er interesseret i et forløb - og læs mere om det her her

Planen med at lave workshops er, at danne en hyggelig ramme om et emne, som mange interesserer sig for - og gerne vil snakke om. Dagen er en blanding af øvelser, foredrag, frokost og sparring. Fokus er på fællesskab, indretning og kreativitet. Jeg ved at det kan være befriende, når andre deler deres udfordringer om indretning. Men det er også en personlig sag - og deltagerne vælger selv om de vil dele, og/eller blot have råd med på vejen.

Her et par af de emner vi kom omkring i foredraget.






mandag den 8. september 2014

Fra kaos til krea

Et forsømt hjørne i stuen blev ændret til et kreativt miljø, med plads til fælles aktiviteter omkring bordet. En familie i Ikast havde brug for inspiration og gode råd til indretning af deres hus. Opgaven gik ud på, at bevare mest muligt af det eksisterende, for at beholde et personligt udtryk. De havde ikke gjort noget ved huset i mange år, og følte at der manglede en sammenhæng og nye input udefra. 

Efter jeg besøgte dem, lavede jeg en liste med konkrete forslag til forandringer. De har i eget tempo lavet ændringerne, så det er blevet præcis som de ønskede. Resten har været mindre ændringer, som at flytte rundt på ting, købe nye lamper og gardiner - og en masse andre justeringer, som stille og rolig tager form. Små forandringer med stor betydning.

Kvinden i huset er meget kreativ, og manglede et sted at udfolde sine talenter. Ofte har vi det vi tror vi mangler - i dette tilfælde et hjørne i stuen som ikke blev brugt. Med et meget smukt bord fra Woodliving - og et par nye lamper var pladsen skabt.


Der blev også plads til et lille læsehjørne med en arvet stol. Skabet blev placeret et sted hvor det manglede. Billedet blev skiftet, og der blev monteret en lampe.