onsdag den 18. oktober 2017

Helhjertet indretning

At indrette er at skabe rum og stemninger til bestemte formål. Det er en disciplin du kan skoles til, så du kan løse alle former for indretningsopgaver. 

Du lærer at håndtere forskellige retningslinier og værktøjer, så du kan udforme smukke, kreative og funktionelle løsninger. 

Det er vel nærmest en klassisk beskrivelse af en indretningsarkitekts funktion.

Så langt så godt. Men efter mange års øvelse blir det noget man nærmest gør på rygraden. 

Personligt har jeg haft nogle udfordringer med at blive sat i den klassiske indretnings-bås. Fordi jeg gennem mange år, har haft fokus på nogle andre dimensioner i min arbejdsproces. Mennesker. Ægte levende mennesker med historier, oplevelser og drømme. 

Det er jer, der er det vigtigste element i mit arbejde. I er omdrejningspunktet, og sammen er vi et team, der hver i sær bidrager, med det vi kan.

Uden at vide hvem jeg har med at gøre, kan jeg ikke give jer det, I har brug for. 

Jo, jeg kan altid skabe nogle smukke, kreative og funktionelle løsninger. Men for at det hele skal give mening, er jeg nødt til at kende jeres situation, overvejelser, behov og ønsker. Hvad gør jer glade, og hvad vil I ikke have? 

Jo mere jeg ved, jo bedre bliver processen og resultatet.

Indretning er heldigvis meget mere end nye møbler, farver, gardiner, sofaborde, gulvtæpper og lamper. Alt dette er blot værktøjer og brikker i et kompliceret puslespil. 
Foto fundet på Pinterest - By-bak.dk
Det er også alt det, der ikke kan ses, købes og måles der afgør, om det bliver vellykket:  Stemningen, følelsen og oplevelsen. Uden det risikerer det at blive en overfladisk iscenesættelse. Og det vil de fleste af os ikke bo i.

Men hvordan undgår vi så det? 

Du beholder f.eks. alt det skæve, originale, uens og finurlige. Det der er med til at give indretningen kant og personlighed. Ellers kommer det til at ligne alle de andres hjem. Der må gerne være legetøj og sjove fund. Alt er tilladt, og der kommer ikke nogen, og dømmer det. Hvis det gør dig glad - må det godt være der.

I modsætning til de glatte indretninger vi ser i bladene, er det efter min mening vigtigere, at arbejde hen imod et mere ærligt og autentisk udtryk, som matcher jer, der skal bo der. 

Og hvis det kan kombineres med at (gen)bruge eksisterende inventar - gerne i en opgraderet stand - bliver det oprigtigt meningsfuldt og bæredygtigt.

Det er det, jeg har praktiseret i mange år - som jeg kalder Helhjertet Indretning
Foto fundet på Pinterest - Therustyhome.dk

mandag den 18. september 2017

Simply Boheme

Et lille hjem med lys og personlighed - som danner rammen om et liv med mere frihed og færre ting - og i tættere kontakt med vejret og naturen. Lyder det ikke tillokkende?

Hvis tanken vækker en længsel i dig, behøver det ikke længere at forblive en drøm, men kan blive virkelighed. Efterhånden tilbyder markedet flere modeller at udleve netop den drøm.  

Danske Simply Boheme er en af dem. Det er et lille firma, som specialiserer sig i at bygge små hytter, som kan bruges til forskellige formål: Annex, arbejdsrum, gæsterum, frirum eller teenage-værelse i baghaven eller som en lille bolig - nu også på hjul.
Simply Boheme; ideen om det æstetiske og enkle liv.
Ideen om det lille hjem, som løsning på en ændret livsform, er der stor efterspørgsel på i USA og England - efterhånden også i Danmark. 

Det med at bo småt er et tilbagevendende tema, som jeg har skrevet meget om på bloggen de sidste 4 år. Se f.eks.: Skur med drømme og Rullende hjem. Det udspringer af mit eget ønske om selv at udleve ideen, og samtidig af min nysgerrighed på at udforske hvorfor så mange er interesseret i den simple livsstil.
Karens lille hus - Simply Boheme
Skeptikere vil mene, at det er en urealistisk og romantisk drøm, men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Der eksperimenteres i stor stil med nye og mindre boformer -  mest i USA - og det tiltrækker en stor gruppe mennesker, som har fået nok af den etablerede leveform.  

De oplever ganske simpelt, at de hænger fast i nogle værdier, der ikke længere er meningsfuldt, og som ikke længere giver dem livsglæde. 

Som det er nu, plages alarmerende mange af stress og konstant dårlig samvittighed, fyldte kalendere og en fornemmelse af underskud og en generel tikkende utilfredshed.

Der er ingen tvivl om, at vi bevæger vi os ind i en ny tidsånd, der viser vejen for en alternativ måde at bo og leve på. Og tager vi de optimistiske briller på, så vil disse boformer (udover at løse boligmanglen) være med til at mindske stress og overforbrug af klodens begrænsede ressourcer - og dermed ha en positiv indflydelse på de globale miljø- og klimaforandringer. Det er da værd at have med i sine overvejelser.

mandag den 11. september 2017

Rullende hjem

Ideen om at tage sit hjem med sig, og kunne placere det hvor man har lyst, tiltaler mig enormt. Tanken oser af frihed og eventyr - af lethed og muligheder. 

De store strømninger indenfor nye boformer, viser deres tydelige sprog, nemlig at der efterhånden er mange, som udlever drømmen om at skifte sin faste bolig ud med et lille hjem - ofte på hjul. Her er ikke tale om klassiske campingvogne, men om rigtige mini-huse.  
Blackdownsheperdshuts
Billedet her ku være et eksempel. Det er en mobil hytte; en Sheperds Hut, som er en nyfortolkning af en gammel Engelsk hyrde-vogn. De laves på bestilling. Se mere på deres hjemmeside.

Der er en hurtigt voksende interesse omkring begrebet small living. Ideen er ikke ny, og  er - ligesom mange andre strømninger - udsprunget i USA. Small living handler ikke kun at bo småt, men om hele ideen om at frigøre sig fra alt det der binder og tynger os i vores nuværende liv. 

Det er et område, der længe har optaget mig, og jeg lever selv et liv der bevidst går i den retning. Jeg har dog endnu ikke haft et hjem på hjul, men det kan ikke udelukkes, at det bliver en realitet indenfor et par år.

 Escape Traveler. net
Huset herover er et eksempel på et mobilt luksus hus på 25 m2. Læs artiklen i iBoligen.dk  Selvom huset er amerikansk designet og udført, kan det sagtens bruges til inspiration, så kig evt forbi hjemmesiden

Den begrænsede plads gør det (i mine øjne) til en mere spændende og udfordrende livsform. Fordi det kræver, at man bliver nødt til at tage stilling, og vælge alt det overflødige fra - eller det nødvendige til. Til gengæld skaber det en lethed, som giver overskud både økonomisk og energi-mæssigt. Hvilket igen giver muligheder til nye oplevelser.

Small living er et emne, som jeg løbende vender tilbage til. Både fordi det er så interessant og omfattende, men også fordi der er en klar tendens til, at der er behov for en ny måde at tænke bolig på.

En måde som passer bedre ind i vores stigende ønske for at leve mere enkelt og individuelt. Se bare hvor svært og dyrt det er at finde en bolig i nærheden af byerne i dag. Måske kunne man løse en del af problemet ved at bo mindre - og evt. mobilt.

Disse eksempler er blot to ud af mange - og hvis du vil gå mere ned i emnet, kan du f.eks. se foredrag på Youtube og søge på Google. Pioneren indenfor small living /tiny houses hedder Jay Shafer, og han har udgivet flere bøger om emnet. 

Jeg vil dog råde dig til at starte med at købe en lille bog: Small House living af Jason T. Clark, som gennemgår hele begrebet, og gør det enkelt at se fordelene.  

torsdag den 31. august 2017

Den iscenesatte bolig

En ny bog om indretning har ramt markedet? Men heldigvis ikke endnu en bog om nye tendenser og must-haves, men en bog om vores fælles bolig-historie. For vi har en fælles historie, når det kommer hvordan vores hjem har dannet rammen om det gode liv. Og hvordan vi i Danmark har iscenesat vores bolig for at vise hvem vi er. 

Måden vi tænker hjem og indretning i dag, hænger uløseligt sammen med den historie. Og for at forstå nutiden - må man som bekendt kende fortiden. 
Man skulle vise udadtil, hvor mange ressourcer man havde, og hvordan man kunne bruge hjemmet til at udtrykke, at man havde et godt liv.
I den nye bog, er der f.eks et helt kapitel om Bo Bedre's indflydelse på hvordan vi har indrettet os siden 60´erne, da det var moderne at flytte fra byerne og ud i forstaderne. Det var Bo Bedre, som belærte os hvordan vi kunne bo praktisk og moderne som en stereotyp kernefamilie i de nye parcelhuse.
Første udgivelse 1961

Kan vi Bo (endnu) Bedre? 

Når Bo Bedre stadig har godt fat i markedet, skyldes det i følge Erik Rimmer (chefredaktør på Bo Bedre) at bladets dna har ændret sig, og at det primært henvender sig til en anden målgruppe med flere penge, som ønsker at købe møbler som holder - og som interesserer sig for den teknologiske udvikling i hjemmet. 

Jeg mener dog at kriteriet for at bo godt eller bedre, handler om nogle helt andre værdier end flere penge og ny teknologi. Nemlig tryghed, frihed og kærlighed - men det er en helt anden snak, som jeg har skrevet om mange steder på bloggen.

Den iscenesatte bolig. 


Bogen hedder: Den Iscenesatte Bolig med undertitlen: Fem studier om hjemliggørelse i det 20. århundrede. Den er skrevet af Malene Breunig og udgivet i 2017


DEN ISCENESATTE BOLIG drejer sig om boligen som et slags hjemmeværn, der på én gang freder privatlivet og sætter det i scene. 
Hvis du er interesseret i at gå dybere ind i hvordan vi har brugt (og stadig bruger) vores hjem til at iscenesætte vores liv, vil jeg helt sikkert anbefale dig at læse bogen. Selvom mange ting har ændret sig gennem tiderne, er der mange fælles referencer til nutiden. 

Læs hvad Politiken skrev her - eller læs Berlingske (B søndag) fra d. 27.8.2017, hvor Katrine Irminger Sonne har skrevet en fin artikel om bogen: Bo Bedre gjorde indretning til en folkesport.

Bogen ligger også på min bogliste. Se listen her - og lad dig endelig inspirere til at dykke ned i de andre temaer, som bl.a. handler om at bo småt, skabe glæde i hjemmet og at skille sig af med alt det overflødige vi slæber rundt på.

God læselyst.

søndag den 23. juli 2017

Snik snak

Hurra for god kommunikation. Det er og bliver noget af det vigtigste der foregår mellem to parter. Kommunikation er både det vi siger med ord, og det der er usagt f.eks.  kropssprog og attitude. 

Når jeg hjælper kunder med indretning af deres hjem, oplever jeg gang på gang, at de ikke har talt ordentligt om de forandringer der skal ske. De har måske haft for meget fokus på deres egne ønsker, fremfor at lytte til hvad den anden part kunne tænke sig.

I mange tilfælde er deres forsøg på at finde en fælles løsning kørt i hårdknude. Og det er der, at jeg tit kommer på banen - gerne efter længere tids stilstand i projektet.

Det er så vigtigt, at vi lærer at kommunikere ordentligt med hinanden. At vi sender og modtager på samme frekvens. Mange unødvendige konflikter og misforståelser kunne undgås, og flere fælles løsninger kunne blive skabt, hvis vi gjorde os umage med vores kommunikation.

Og helst inden at det udvikler sig til kedelige diskussioner om rigtigt og forkert, og om det nu er nødvendigt at få det nye køkken - når det gamle jo er godt nok. 

Tit tror vi, at vi kender hinanden så godt, at vi ved, hvad den anden ønsker - eller ikke ønsker. Men det er ofte gætterier, som i eksemplet her fra nogle af mine kunder:

Et ægtepar ønskede forandringer spisestuen, og havde brugt flere år på at finde en løsning, som begge kunne være tilfredse med. Det var endnu ikke lykkedes, og derfor skete der ingenting - til daglig irritation for dem begge. Men fordi ingen af dem ville bøje sig, var de kørt fast - og projektet gået i stå.

På mit besøg hos dem, fik manden nævnt, at han var ret begejstret for rå murstensvægge, men han vidste, at hans kone ikke brød sig om det, så det var ikke en mulighed. Hun var på det tidspunkt ikke til stede i rummet, men jeg kunne lige præcis se, at det var en del af den løsning, der skulle til, for at deres spisestue kunne komme på plads.  

Billede fra Houzz
Da jeg kort tid senere havde konen på tomandshånd, viste jeg hende et lækkert billede jeg hurtigt havde fundet på nettet, af en blottet murstensvæg i en super-tjekket lejlighed. Det gav et godt indtryk af de tanker jeg havde, og det ville hun kunne relatere til. Det gav pote. 

Hendes eneste kommentar var; Wauw det ser fedt ud, men det går min mand aldrig med til.

Det var lige den kobling der manglede, for at brikkerne faldt på plads, og de kunne nå hinanden. De blev begge ret overrasket over, at de havde taget fejl af hinanden, uden nogensinde at have talt om netop den løsning. De havde blot en forudfattet mening, som de holdt sig til. Heldigvis kunne de grine af det.

Men vigtigst af alt; de fandt en løsning. 

Lejligheden var i en klassisk palæ-ejendom, så væggene var oplagte til netop den løsning. Indretningen i resten af hjemmet matchede det rustikke, så løsningen med at blotlægge  hele endevæggen ville løfte hele oplevelsen af det store åbne spisekøkken.

Giv og tag plads


Billede fra Alt om indretning.
Nogen gange skal der en neutral tredie part ind i billedet, for at få enderne til at nå hinanden. Det er en situation jeg som kreativ rådgiver ofte oplever, og som er en af de fornemste - og mest interessante - opgaver at løse. Det handler ikke om indretning, men om kommunikation, forståelse, respekt og forening. 

Så hvad gør man for at blive bedre til at løse fælles udfordringer? Man lærer at kommunikere bedre med hinanden. Ikke hvor man gætter sig til den andens behov eller kun har fokus på egen vinding. Heller ikke hvor man undertrykker egne behov og ønsker. Men hvor begge parter kan lytte til - og rumme - den andens ønsker uden at dømme eller kritisere.

Måske skal du blive bedre til at give din bedre halvdel mere rum. Måske skal du se om du selv fylder for meget. Er I begge repræsenteret i jeres hjem, eller er en af jer forvist til et kælderrum, for at få lidt mig-space. Og omvendt; hvis du ikke kan se noget af dig selv i dit hjem, skal du selv tage mere space, fylde mere - og dermed skabe en bedre balance.

Uanset hvad - så øv dig i at kommunikere dine ønsker og behov, så undgår du snik snak, misforståelser og gætterier. Måske kunne din partner i sidste ende overraske dig positivt.

søndag den 9. juli 2017

Genbrug med Ikea Hacks

Når vi taler indretning og fingeren på pulsen, kommer vi ikke udenom Ikea. Ikea er simpelthen alle steder, og har løsninger på alle vores udfordringer i indretningen. De forstår at inspirere til hverdagen og rammer et enormt publikum over hele verden. Selv i de store design-byer som Milano.

Da jeg boede der for nogle år siden, var jeg ind imellem forbi Ikea. Milano har ikke mindre end 5 store Ikea-templer. Og det er mere eller mindre det samme varer og udstillinger de præsenterer som her i Norden. På trods af vores forskellige kulturer og præferencer. 

Alene den tanke synes jeg er virkelig ærgerlig. På sigt mister vi vores forskellighed i den måde vi indretter os på, og det får os til at miste netop den mangfoldighed der gør det interessant at opleve og møde andre kulturer rundt i verden. 

Men alle - også Milaneserne - vil gerne have mulighed for at indrette smart og billigt. Og det er det Ikea kan. De kan give dig nemlig muligheden for at custumize dit hjem og skabe dit eget unikke udtryk, og bliver du træt af det kan du bare skifte det ud med noget nyere. Det er præcis det der er både fordelen og ulempen ved Ikea. 

Vi får en fornemmelse, af at vi personliggør vores hjem Ikeas tilbehør, og mulighederne er mange. Det er netop konceptet. At vi så allesammen i virkeligheden har de samme sjove påfund derhjemme, gør det kun mere uforståeligt. 

Jeg kommer der ca. en gang om året, for at blive inspireret af deres gennemtænkte og kreative opstillinger. Og - indrømmet - for at købe nogle af de praktiske basis-ting, som Ikea er kendt for. De løser nogle af mine små hverdags-problematikker. 

Vi har alle mindst een ting fra Ikea. Ofte er det møbler i vores sekundære rum; børneværelse, entre, gæsteværelse, kontor og soveværelse. Jeg møder kun ganske få der ikke har, og de har som regel truffet et meget bevidst valg om ikke at eje noget af "det billige bras". For som i alle andre sammenhænge er der et link mellem pris og kvalitet.
Herover eksempler på Ikea Hacks fra Mad & Bolig

Ikea Hacks

Ifølge Wikipedia er et hack en betegnelse for at ændre eller forbedre et produkt.

Inden du udskifter dine Ikea-møbler næste gang, så tjek lige om ikke de kan få et nyt liv med en omgang hacking. Ikea-hacking er efterhånden blevet en global bevægelse. Den startede for godt 10 år siden - og inspirerer til re-design, forvandling og genanvendelse af Ikeas ofte neutrale møbler. 

Og der er mange gode grunde til at gøre det. 

Du får et mere personligt udtryk, du sparer en tur forbi Ikea, og du sparer penge.

Men den mest betydningsfulde årsag, set i en større sammenhæng, er selvfølgelig besparelsen af klodens ressourcer. For hver gang du genbruger eller re-designer dine møbler, giver du dit lille bidrag til at spare miljøet for unødvendig overbelastning i form af ressourcer, produktion, tranport og emballage.

Hvis du mangler ideer, kan du finde et utal af fantasifulde ideer på Ikea-hacks fra hele verden. Du kan pimpe møblerne med kobber-farvet maling, og skabe et mere eksklusivt udtryk, som på reolen til venstre. Eller du kan tilføre dem et nordisk og råt udtryk - som på bænken. Uanset hvad kan du let tilpasse dine møbler i den stil du ønsker at skabe. 

Her er en række links, hvor du kan lade dig inspirere, eller selv inspirere andre med dine ideer. En sjov, bæredygtig og billig løsning på at tilføje unikke løsninger i din indretning.

99 percent invisible

Boligmagasinet - Ikea Hacks

HouseBeautyful

Alt - Ikea Hacks

IkeaHackers

Pinterest Ikea Hacks

Pinterest Ikea Hack ideas

Mad og bolig Ikea Hacks

onsdag den 28. juni 2017

Drivhuse - Sct Hans Have

Et bæredygtigt fællesskab i Roskilde har skabt en perle - et frodigt frirum. Et par gamle drivhuse og et traktorværksted danner nu rammen om en af de smukkeste steder ved Roskilde Fjord. 

Er du til afslappet og hyggelig drivhus-stemning med med bænke, bløde plaider, blomster, duftende urter, økologi, hjemmelavet kage og saft mm, så skal du lægge vejen forbi en weekend i løbet af sommeren eller efteråret. Der er også en mulighed for at finde en plads i solen, eller gå en tur i frugt og bær-haven - eller ved vandet. 


Sct Hans Have er et fantastisk eksempel på hvordan gamle udtjente bygninger kan forvandles til en opløftende og meningsfuld oplevelse. Foreningen Sct Hans Have er en socialøkonomisk virksomhed, som bæres af frivillige kræfter - udover et par fastansatte i gartneriet og cafeen. 

Den blev etableret i 2014, og har fra starten haft stor opbakning fra lokalmiljøet. Bygningerne var tidligere en del af Sct Hans Hospital.

Udover at bygningerne har fået nyt liv, er stedet også et vigtigt omdrejningspunkt for socialt udsatte mennesker, psykisk sårbare, flygtninge og andre med nedsat arbejdsevne, som her får mulighed for at bidrage med hvad de hver i sær er i stand til.


Sct Hans Haves hjemmeside kan du se hvilke aktiviteter stedet også byder på; koncerter, pop-up-restaurant & yoga mm., så der er bestemt en masse gode grunde til at besøge Roskilde og selv opleve dette inspirerende og stemningsfyldte sted i løbet af sommeren. 

fredag den 9. juni 2017

Elsk dine fejl


Fejl er nødvendige og menneskelige. Læs her en rørende artikel i Information om at fejle - og om hvordan det gør os mere menneskelige og ægte. Er det ikke en befriende tanke?  Artiklen er fra december 16, men er tidløs.

At jeg så selv bliver citeret i artiklen, gør mig bare endnu mere glad. For hvis der er noget, jeg synes jeg gør jævnligt, så er det at fejle. 
Med sin fejlende præstation på scenen i Stockholm lørdag aften mindede den amerikanske sanger Patti Smith os om, hvorfor det ofte er det uperfekte, vi bliver rørt over, forført af og forelsket i.
                                                                                                                            Citat fra Artiklen 

Du kan være sikker på, at hvis du ikke prøver, så fejler du heller ikke. Så når du fejler, kræver det mod. Næste gang du indretter derhjemme, så accepter at du nogen gange tager fejl, og får lavet noget du fortryder. Men så har du lært noget, og fået ny viden om hvad der ikke duer. 

Prøv dig frem, sæt forskellige ting sammen på en ny måde - og se hvad der sker. Vær åben og smid fordomme og forventninger væk. Hvad er det værste (eller bedste) der kan ske?



At fejle gør os sårbare, og det har Brene Brown skrevet en fantastisk bog om. Daring Greatly - glem hvad de andre tænker. 

Alle mennesker har problemer med sårbarhed, og det ligger i tiden, at det er noget, det er bedst at undgå, men man lever ikke fuldt og helt, før man kaster sig ud i det.
                                                                                                                   Citat fra Daring Greatly

Som vi jo ved, ligger kunsten i at rejse os, og komme tilbage på sporet igen. Hvis vi samtidig er i stand til at se vores fejl som et menneskeligt og uundgåeligt vilkår, kan det få os til at vokse og overvinde vores egne begrænsninger. Det er i fejlene at guldet ligger.

onsdag den 7. juni 2017

Rum i balance

Så lidt skal der til, for at øjet blir glad. 

Et par dage på skønne Møn. Sten fundet på stranden lagt på et bord. 


Et rum der finder balance og løfter oplevelsen. Gratis, enkelt og nærmest poetisk. 


tirsdag den 16. maj 2017

Go Green

Der sker SÅ meget spændende på det grønne område. Og der kommer hele tiden nyt til. Bæredygtighed, Fairtrade, økologi, re-design, dele-økonomi og genbrug er bare nogle af de tiltag vi kender til. 

Det kan det være svært at få overblikket over hvor man konkret kan gå hen, når man gerne vil gøre en forskel. 

Men det er der faktisk en løsning på. GoGreen Copenhagen har nemlig gjort det lettere, at finde den præcis den virksomhed du har brug for, når du vil handle med med både hjerte og hjerne. 

Det er et netværk af virksomheder der lever op til et højt bæredygtigheds-krav, og som handler med bl.a. miljømærkede produkter og social ansvarlighed. 
GoGreen er skabt, fordi vi vil gøre bæredygtighed tilgængeligt og synligt. Økologiske restauranter, shops med bæredygtigt tøj, grønne frisører og butikker, der miljøoptimerer ligger sjældent på hovedgaden, men er gemt væk i de små sidegader. Du finder dem alle sammen her på denne hjemmeside – og på vores fysiske bykort, der udkommer engang om året.

Billederne er fra Cousins.dk - interiør, blomster og cafe.
GoGreen samler og deler viden om bæredygtighed og gør det nemt for dig at tage grønne valg – lige her og nu. Vi guider dig i junglen af muligheder og fortæller de gode historier om ildsjæle og grøn passion.
Der er virksomheder indenfor næsten alle kategorier, og det er super inspirerende at blive klogere på alle de passionerede mennesker og ideer der ligger bag de grønne virksomheder. 

Gør dig selv og miljøet den tjeneste, at kigge forbi GoGreen Copenhagen næste gang du skal opleve nytænkende butikker og cafeer mm i København. Bæredygtighed er ikke kun en nødvendighed, men en meningsfuld og helhjertet total-oplevelse.

fredag den 31. marts 2017

10 steps til let indretning

Her er 10 punkter, som du kan være opmærksom på, når du er i indretnings-mode, men samtidig fornemmer et pres eller en usikkerhed, der tit følger med.

Vi vil så gerne gøre det rigtigt og vise, at vi har styr på tingene. Og vi vil gerne have hurtige og nemme løsninger, der samtidig er billige, unikke og originale

Lidt af en udfordring som umiddelbart virker umulig. Men min erfaring siger mig, at det faktisk kan lade sig gøre. Det kræver bare noget af dig på en anden front. Nemlig ændringer i dine vaner og tanke-sæt. 

Gennem mine 20 år som indretningsarkitekt, er der nogle gennemgående punkter jeg råder mine kunder til at have fokus på, når jeg hører, at de kæmper med indretningen. 
Billede er fra Floradania marketing
Det er ikke en to-do-liste - dem har vi nok af! Derimod er det kærlige opfordringer til at slappe af og give slip. Det drejer sig om at gøre det let, men det er ikke det samme som at lade stå til - eller at være ligeglad. 

Dybest set handler det om ikke at tage indretning så alvorligt, så det bliver stressende og krævende. Du kan hjælpe dig selv lidt på vej ved at være opmærksom på at:

Alt er tilladt - der er ikke noget, der er forkert

Turde mere - og prøve noget nyt

Lege og eksperimentere mere

Slappe af - det haster ikke

Tage et lille skridt ad gangen 

Give slip på ting og dårlige vaner

Nyde processen, så kommer resultatet af sig selv

Intet er permanent

At finde systemer og rutiner der fungerer. 

Acceptere tingene som de er - overgiv dig til omstændighederne

Når alt dette er sagt, så er vi jo godt nok kommet til den årstid, hvor der skal forandres og fornyes. Og det skal vi ikke snydes for. Men måske behøver du ikke fare ud og investere i en masse nyt, måske har du allerede alt det der skal til. Sæt det sammen på en ny måde

Glem ikke hvad friske forårs blomster kan gøre for humøret og for indretningen. De løfter energien, og giver fornyet liv og glæde med deres farver og dufte - ren poesi. Når jeg kun har 100 kr tilbage, bruger jeg dem gerne på friske blomster. 

Vent ikke på at blomsterne kommer fra andre, men forkæl dig selv - eller en du holder af.

mandag den 13. marts 2017

Hjem er en proces


I min konstante og nysgerrige undersøgelse af hjemmet som begreb, støder jeg på mange interessante artikler og bøger. 

Nogle gange også steder jeg ikke lige havde troet. I en super aktuel - og alligevel tidløs - artikel i højskolebladet.dk, faldt jeg over en tendens-artikel, hvor 3 eksperter sætter ord på deres syn på hjemmet. Hjemlighed er nøgleordet. Her er nogle udpluk af teksten, og nederst er et link til hele artiklen, som er skrevet af Kat. Sekjær.

Hjem er et state of mind

TENDENS Hjemlighed er det nye nøgleord for byrummets og institutionernes arkitekter. Men kan man bygge hjemlighed? Nej, for hjemmet er ikke et sted – det er en tilstand 
I en gennemkontrolleret og ned-til-mindste-detalje planlagt proces går netop hjemligheden tabt: Boligen bliver en kulisse med designede rekvisitter.

Hjemme behøver man ikke at fortælle, hvem man er, eller hvad man foretrækker. Det er en slags naturlig tilstand af væren - eller med antropologens ord: Det, der skaber et hjem, er det hjemlige. Det er alt det, man bare kan og gør. Man kan sige, at det hjemlige er alt det, der ikke stiller sig op i en identitetsafkrævende handling. 

Man kan sige, at en bolig tjener et rent funktionelt formål, mens hjemmet ud over det funktionelle også imødekommer et personligt behov, som et langt stykke hen ad vejen er inde i ens hoved.

Et hjem nemlig ikke et sted, men en slags ubevidst og kropslig handling. I et hjem tænker man ikke over, hvor lyskontakten sidder, eller hvor man skal slå på radiatoren for at få den til at holde op med at brumme. Huset er blevet til et hjem i det øjeblik, man bevæger sig i det uden at spekulere over, at det er det, man gør. Hjemmet er en naturlig forlængelse af ens egen krop. Hjemmet er således på en gang abstrakt og ganske konkret. Du har hjemme i din krop, du er hjemme i dit tøj, du er hjemme på din cykel.
Hjem er forbundet med tryghed, personlige fortællinger og minder - en følelse af at have sat sit eget aftryk på stedet og at være en del af stedet ved at have taget det i anvendelse. 

Hjem er en proces


Hjem er der, hvor hjertet er - men hvor er det? Kulturforskeren, antropologen og arkitekten er alle enige om, at hjemlighed skabes gennem gøren og væren over tid, hvor de ydre rammer møder de personlige behov, og hvor den naturlige, aktive deltagelse er en væsentlig faktor. Man skal på én gang tilpasse sig til hjemmet og samtidig tilegne sig det, for at det kan betragtes som hjem. 

Eller sagt på en anden måde: Man skal lægge hjertet i det.

Læs hele artiklen her 

fredag den 10. marts 2017

Indretnings fælder

Jeg er ikke den store tilhænger af at fortælle folk at de laver fejl i deres indretning. Der er principielt ikke noget rigtigt eller forkert når du indretter.

Men der kan være fælder der simpelthen står i vejen for at det bliver helt så vellykket, som du gerne vil have. F.eks. en elendig belysning, eller ikke at turde tage klare valg - så resultatet bliver kedeligt og ligegyldigt. 

Måske skal du også blive bedre til at tænke dine nye indkøb ind i hele sammenhængen - så du undgår impulskøb. Og så er det en god ide at arbejde ud fra den arkitektur din bolig rummer, for at få det bedste og mest harmoniske udtryk. 

Eurowoman har med hjælp fra et par indretningsarkitekter, lavet en liste over de 8 mest almindelige fejl du gør i indretningen. Læs med - og se om ikke der er et par ting, du kan genkende.


8 indretningsfejl mange begår - og hvad du kan gøre i stedet

FOTO: STUDIO-ANNIKA/ ISTOCK

Ryd op i dit indre rum

Mange mennesker inspirerer mig på min vej. Oftest er det den måde de opfatter verden på, eller nogle specielle formuleringer der nærer mine egne tanker til at gro. Og med foråret lige om hjørnet, er det tid til at gro.   

Inspirationen behøver ikke handle om indretning, men kan handle om alt mulig andet, som er vedkommende. I sidste ende handler stort set alt alligevel om indretning. Det er lidt af en påstand, men det er i mine øjne ganske sandt. Det siger mine erfaringer mig med stor tydelighed. 

Det er muligt, det lyder både abstrakt og højtragende, men indretning drejer sig om alt det vi omgiver os med. Med andre ord; hvordan vi indretter vores liv. Det er et 1:1 spejl af os selv - og et meget konkret udtryk på, hvor vi er lige nu i vores liv - og hvordan vi går og har det. 



Stemningen, værdigheden, tingenes stil, stand og sammensætning, omsorgen i detaljerne, fortiden, lyset, drømmen, luften, overblikket eller rodet. Alt udtrykker et valg - eller et  fravalg som har ført dig til der hvor du er lige nu. Nogle valg har været lette at tage, andre sværere, og nogle er måske taget i svære livskriser uden overskud og overblik.

Uanset hvad, er du, hvor du er! Og mit bedste råd til dig er; lær at elske der hvor du er. Vær opmærksom på sammenhængen mellem det du omgiver dig med (og giver dig selv). Er det med til at give dig glæde i hverdagen? 

Måske trænger du til at få ryddet op i livet - både i de ydre og indre rum - i tanker, relationer, begrænsende overbevisninger mm.. 

For at få den allerbedste klarhed, og adgang til din kreative kilde, må der være luft og lys - ellers kan intet gro. Lige nu er tiden perfekt til få fjernet alt der blokerer og forstyrrer. Afklaring = oprydning = overskud = glæde. 

Se det som en gave til dig selv, fyld dit liv og dit hjem med det der gør dig glad.    

Den person som denne gang har inspireret mig, er musiker og forfatter Majbritte Ulrikkeholm, som også underviser i kreativitet og forvandling. Jeg ved hun har boet mange år i et kolonihavehus (hvilket jeg selv drømmer om). Derfor billederne, som er fundet på Pinterest. 
- og i hendes seneste nyhedsbrev skrev hun:
Hvad drømmer du egentlig om?
Hele mit liv har jeg drømt om et flygel. Når jeg besøgte andre musikere, der havde et smukt instrument, tænkte jeg altid: Jamen det har jeg jo slet ikke plads til. 
Men jeg havde plads. Masser af plads. Der stod bare så meget gammelt skrammel, at der slet ikke kunne være det, jeg drømte allermest om. Og nu er skramlet røget ud, givet videre, genbrugt andetsteds, sagt farvel til, og flygelet sidder jeg og hygger mig med hver aften. 
Og så er det jo interessant, når vi begynder oprydningen i det indre hus - det usynlige hus. For hvor meget skrammel står der og optager pladsen for det, vi drømmer allermest om på indre planer. Tanker, overbevisninger, skæve prioriteringer og alt det andet, der skramler i det usynlige indre hus.

tirsdag den 7. februar 2017

Skab rum

Som så meget andet lyder det bare mere poetisk på engelsk: Create Space.

Meningen er den samme, det handler om at skabe plads og luft i vores liv. På alle måder. Så der bliver plads til det vigtige - til det der betyder noget - til ingenting. Det er her det magiske sker.  

Skab mellemrum hvor du kan - både fysisk i din indretning, men også mentalt i dine tanker. Lad ting få plads omkring sig, så de kan træde frem og blive set. Så det ikke  ender i kaos og uoverskueligt rod. 

Det gælder også i noget så banalt som nyhedsmails. Jeg modtager efterhånden ganske få nyhedsmails, men Bronnie Wares er en af dem jeg med glæde modtager. Fordi jeg synes den skiller sig ud. Den seneste hedder noget så inspirerende som: Create Space
7 ways to create space - Bronnie Ware
Bronnie Ware er en australsk forfatter, som blev kendt på at skrive om sine oplevelser med at passe alvorligt syge mennesker i deres sidste tid. Den handler i virkeligheden om hendes egen livsrejse og de mange private op-og nedture hun selv gennemlevede på samme tid. Bogen har fået enorm succes på verdensplan - og med god grund. Den hedder:

The Top Five Regrets of the Dying: A Life Transformed by the Dearly Departing


En smuk, rørende og meget personlig bog, som på trods af titlen er utrolig livsbekræftende. Jeg glæder mig så meget til hendes nye bog Bloom snart udkommer. Hun har en smuk, poetisk og inspirerende måde både at skrive og formidle på. Du slapper af og er i godt selskab. Jeg læste den for et par år siden, tak Lotte for at introducere den til mig.

Læs mere om Bronnie her - og læs hendes seneste nyhedsbrev 7 Ways To Create Space hvor hun nævner 7 måder at skabe mere plads på. F.eks. ved at sige nej uden dårlig samvittighed, at leve med nærvær og vigtigheden i tage tid til at være alene ind imellem. Og sidst men ikke mindst; hvorfor det er vigtigt ikke at have rod omkring os. 

Vi har hørt meget af det før, men nogen gange skal det høres flere gange, for at vi er i stand til at tage det helt ind. Sådan er det i hvert fald for mig. 
Any size of home can feel spacious if there is no clutter, just as a large home can feel small with clutter.
Uncluttered physical space gives the mind space to breathe and the heart space to be heard.
I wish you space to breathe, space to laugh, space to receive, and space to be.

onsdag den 18. januar 2017

Færre ting - større frihed

Mens jeg sidder her, og forsøger lave en liste over de bøger om indretning, som har flyttet mig mest, kan jeg se at der tegner sig et klart mønster. 

De bøger som har haft den størst effekt og givet mig mest inspiration, er dem går dybere ind i sammenhængen mellem hvordan vi bor og hvordan vi (ved hjælp af indretning) kan være med til at ændre den måde vi lever vores liv på.

Vores hjem fortæller en historie, og vi kan aflæse vores liv ved at afkode vores hjem. Det fortæller nemlig både noget om hvor vi kommer fra, hvor vi er lige nu - og hvor vi er på vej hen. De valg vi har taget (indtil nu) bliver pludselig meget tydelige, og det kan være lidt af en øjenåbner. Den gode nyhed er, at vi kan ændre på det, ved at tage nogle nye valg nu. 

Listen kan du se her, og ved at læse nogle af de bøger jeg foreslår, vil du med garanti få hjælp (og mod) til at træffe nye valg, så du kommer derhen hvor dit hjem arbejder med dig i stedet for mod dig.

Når du først indser hvad det i virkeligheden er du slæber rundt på, bliver det pludselig en glæde at få ryddet op og sorteret i dine ting. Det kan virkelig skabe forandringer. Ikke kun på det fysiske plan, men i høj grad også på det mentale. Og det er lige præcis der, at indretning bliver spændende og meningsfuld! 

Mange af bøgerne handler om at bo (med) mindre, have færre ting - og mere glæde. Det kommer ikke af sig selv, men du vil hurtigt opleve, at de ændringer der skal til, vil belønne dig med et liv med mere frihed og mere overskud på aspekter som; økonomi, tid, energi.

Selv er jeg godt på vej. Jeg har flyttet en del rundt de sidste par år - og har efterhånden skilt mig af med det meste af mine unødvendige ejendele. Eller rettere sagt; jeg har valgt de bedste ting til - dem der gør mig glad, og som betyder noget for mig. Det gør, at jeg nu føler mig mere let og fri, og ser klarere på mit liv. Jeg har fået mere overskud og et bedre overblik - og vigtigst; jeg er blevet bedre til at håndtere de udfordringer der opstår - og være taknemmelig for alt det jeg trods alt har i mit liv.

Se inspiration til små hjem her. Og gør dig selv en tjeneste, ved at kigge forbi Less Stuff. Den skønneste blog om de vigtigste ting i livet. Og tjek lige deres sidste indlæg Lev stærkt bo småt to sjæle een tanke.